Notat 1 fra kulturministeriet - notat
Notat 2 fra kulturministeriet - notat 2
Holstebro Museumsforening har modtaget høringsbrev i forbindelse med forslag til fremtidig organisering af de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune. Forslaget er forelagt vores generalforsamling den 22. marts 2011.
Bestyrelsen fremsender hermed, på baggrund af de faldne bemærkninger flg. Høringssvar:
Holstebro Museum blev dannet for 81 år siden af en kreds af borgere. De første mange år blev museumsvirksomheden drevet af frivillige. Det er ændret senere, men vi er i dag stadig en kreds af borgere - ca. 700 medlemskaber, der fortsat bakker op om museet. Vi er mange frivillige, der hjælper til på museet, og vi mener stadig, vi har meget at bidrage med i bestyrelsen og ønsker fortsat at være repræsenteret med 2 medlemmer.
Holstebro Museum er et veldrevet museum, og vi hæfter os ved, at der i høringsbrevet beskrives, at hver afdeling kan opnå en ønsket høj grad af autonomi som sidestillet selvstændig afdeling under en større og fælles organisatorisk ramme.
Vi kan ud fra den beskrevne koncern model konstatere, at der ligger en ledelsesmæssig opga-ve i at beskrive de enkelte afdelingers relative autonomi i form af regnskaber, arbejdsplaner ledelsesstruktur m.v.
Vi tilbyder således vores hjælp til denne proces og foreslår, at man inviterer de 3 venneforeningers bestyrelser til en temadag, hvor man med en proceskonsulent, gerne fra Kulturarvsstyrelsen, kan komme med gode ideer og forslag til en beskrivelse af den relative autonomi.
De input en sådan temadag kunne give, vil givet gøre det lettere for en kommende direktør at beskrive den fremtidige organisering. Jo bedre vi kender hinanden, jo lettere vil vi kunne etablere et frugtbart samarbejde, til gavn for den samlede museumsvirksomhed i Holstebro Kommune.
Der har lige været afholdt årsmøde og generalforsamling i Sammenslutningen af Museumsforeninger i Danmark. Her omtaltes en række andre sammenlægninger landet over. Sammenslutningen konstaterer, at det koster penge at lave fusioner, og vi skal derfor påpege at vores høringssvar vil være negativt i forhold til den foreslåede struktur, hvis ikke der tilføres de nødvendige midler til at sikre Holstebro Museum en fortsat fremtrædende placering blandt regionens kulturhistoriske museer. Vi konstaterer, at vi har et anerkendt museum, og vi ønsker at det fortsat kan løse de lovbundne opgaver, tiltrække de nødvendige faglige ressourcer og kan give turister og lokalbefolkningen de kvalitetsoplever, som det højt kvalificerede personale er garant for i dag.
Holstebro Museumsforening d. 4. april 2011
HOLSTEBRO MUSEUM |
Strandingsmuseet |
Arkivet vinderup |
|