Fortidsmindedag 2018

​Holstebro Museum markerer den nationale Fortidsmindedag søndag den 22. april 2018 med to spændende arrangementer ved henholdsvis Oldtidsvejen i Holstebro og Gudum Kloster. 

Fortidsmindedag med Holstebro Museum - Plej en gravhøj. Oldtidsvejen i Holstebro

Søndag den 22. april 2018 kl. 13-15​

Med museumsinspektør Mette Klingenberg, Holstebro Museum og Lena Kjær, Holstebro Kommune

I Holstebro ligger der rigtig mange gravhøje tæt på parcelhuskvarterer – og rigtig mange har bogstavelig talt ”en gravhøj i baghaven”. Vi vil gerne benytte den nationale fortidsmindedag til at fortælle om vore bynære fortidsminder, om ”Oldtidsvejen”, som er formet af tusindvis af gravhøje og om de fund og opdagelser, vi har gjort omkring det østlige Holstebro bl.a. i forbindelse med udstykningen af Kusken.

Vi vil igen i år pleje en gruppe gravhøje, så medbring grensaks, havehandsker og godt humør. Sammen tager vi fat: skærer små træer ned og bærer kvas væk, så højene igen fremstår plejede og smukke.

Der vil være kage til alle fremmødte. Medbring selv kaffe og te. Børn er meget velkomne.

Mødested: Plantagen på Lægårdvej (lige overfor Højdevej).​

​Fortidsmindedag ved Gudum Kloster. I middelalderens landskab

Søndag den 22. april 2018 kl. 13-15

Med museumsinspektør Martin Risvig, Holstebro Museum

I middelalderens tidlige del grundlagdes et nonnekloster i Gudum. Til at begynde med lå det i tunneldalen syd for den nuværende Gudum Kirke, og først flere hundrede år senere flyttede nonnerne op til tørrere jord ved kirken. Den præcise placering af de første klosterbygninger gik herefter i glemmebogen. 


Fundet af en næsten komplet middelalderlig gryde i 2008 satte startskuddet for Holstebro Museums forsøg på at lokalisere klosterets ældste fase. Af flere omgange har arkæologer og geologer været i gang i dalen, senest i efteråret 2017. 


I anledning af den landsdækkende fortidsmindedag inviterer museet til en hyggelig gåtur i kulturlandskabet omkring klosteret. Her skal vi se på sporene af klosteret på den nuværende kirke, og selvfølgelig ned i dalen og høre om resultaterne af museets undersøgelser samt om det kulturlandskab, klosteret lå i, mellem vandmøller og voldsteder.

Mødested: Parkeringspladsen ved Gudum kirke.

bill. 13

Adresse

Holstebro Museum

Midlertidige kontorer

Danmarksgade 14, 1. sal

7500 Holstebro​

Telefon: 96 11 50 10

info@holstebro-museum.dk

CVR nr.: 34744866

Følg os på Facebook facebook32

Entré

Ingen entré pga. ombygning.

Åbningstider

Museet er lukket pga. ombygning.

Vi glæder os til at invitere inden for i nye rammer i efteråret 2019.

Nyhedsbrev

​Modtag vort nyhedsbrev med kort nyt om stort og småt via e-mail.