Skoletjeneste

​Formidlingen på Holstebro Museum er et tilbud for alle institutioner, skoler og undervisningssteder. Du kan vælge at gå rundt på egen hånd, eller du kan vælge et af de forløb, som formidlingsafdelingen tilbyder.


Formidlingen tilbyder ikke alene undervisning med udgangspunkt i museets permanente udstillinger og særudstillinger, men også ture i byen eller det omkringliggende kulturlandskab. Undervisningen tilpasses alle aldersgrupper og uddannelsestrin.


Hvis du vil vide mere, kan du henvende dig til museumsinspektør Ann Bodilsen på telefon 21 18 72 88 eller e-mail ann.bodilsen@holstebro-museum.dk

Praktisk information

Vi holder åbent

Tirsdag - fredag kl. 12-16. Mandag holder vi lukket.

Ved forudbestilling kan omvisninger og andre arrangementer lægges uden for almindelig åbningstid.
Alle besøg skal anmeldes på forhånd.

I er meget velkomne til at gå rundt i udstillingen på egen hånd. I kan også vælge en omvisning eller anden undervisning. I kan også vælge en tur ud af huset.

Det er vigtigt at aftale tid for et besøg i god tid - gerne senest 14 dage før.

Hvad koster det?

Alle institutioner, skoler og undervisningssteder har gratis adgang til Holstebro Museum.

Hvis I ønsker en omvisning, er der to muligheder:
• En omvisning med museets gruppe af frivillige formidlere er gratis
• En omvisning med en af museets inspektører koster 300 kr. indenfor normal arbejdstid - prisen er eksklusiv moms.

Hvor kan jeg bestille et museumsbesøg?

Museumsbesøg og omvisninger bestilles hos Ann Bodilsen på telefon 21 18 72 88 eller på e-mail ann.bodilsen@holstebro-museum.dk

Kan vi spise på museet?

I kan spise madpakker i museets café, men af hensyn til eventuelle arrangementer skal det være aftalt på forhånd

Omvisninger

Danmarks oldtid – fra stenalder til vikingetid

STORE DELE AF OLTIDSUDSTILLINGEN ER I ØJEBLIKKET PAKKET VÆK. RING OG FÅ EN SNAK OM, HVILKE ANDRE MULIGHEDER DER ER.
Aldersgruppe: alle. Varighed: ca. 60 min.


Den permanente oldtidsudstilling på Holstebro Museum er opbygget kronologisk og rummer en række fine lokale fund, som kan fortælle om udviklingen fra jægerstenalder til vikingetid.


En omvisning i oldtidsudstillingen kan omhandle hele oldtiden eller en enkelt periode – alt efter klassens ønsker og behov. Det besluttes i samarbejde med læreren hvilke emner, der skal berøres undervejs. En omvisning i oldtidsudstillingen kombineres så vidt muligt med fremvisning af oldsager, som eleverne må røre ved og undersøge.


Hvad er et museum?

Aldersgruppe: fra 5. klasse. Varighed: ca. 60 min.


Hvad er et museum? Og hvorfor har vi brug for et museum? Dette forløb tager eleverne med rundt på museet – ikke blot i udstillingen, men også bag kulisserne. Undervejs vil der blive fortalt om de forskellige opgaver, der varetages på et museum, og vi vil snakke lidt om historieopfattelse og museernes opgave i samfundet.


Finder I noget? 

Aldersgruppe: fra 3. klasse. Varighed: ca. 60 min.


Det spørgsmål har alle arkæologer hørt massevis af gange, men flotte genstande er ikke det eneste en arkæolog beskæftiger sig med. I dette forløb fortælles der om arkæologernes arbejdsmetoder og –redskaber, og om hvordan man ved hjælp af arkæologien kan skrive Danmarkshistorie. Ved praktiske øvelser forsøges det at give eleverne en forståelse for kronologi samt rekonstruktion af en hændelse.


Oldtidsbingo

Aldersgruppe: børnehaveklasse - 4. klasse. Varighed: ca. 60 min.


Der er mange spændende ting i oldtidsudstillingen. Gennem et spil bingo, hvor alle billederne på pladerne og kortene er ting, som findes i udstillingen, lærer børnene, hvad de forskellige ting hedder. Samtidig snakker vi om, hvad tingene mon har været brugt til og ser også på nogle originale genstande, som børnene må røre ved.


Besættelsestidssamlingen 1940-45

Aldersgruppe: fra 6. klasse. Varighed: ca. 60 min.


Besættelsestidssamlingen rummer mange spændende genstande, som fortæller historien om livet under besættelsen i Danmark. Genstandene belyser blandt andet dagligdagen, den politiske situation, modstandsbevægelsens opståen og sabotagen. En omvisning i besættelsestidssamlingen tilrettelægges efter klassens ønsker og behov, og det besluttes i samarbejde med læreren hvilke emner, der skal berøres undervejs.


Leg og legetøj gennem 100 år

Aldersgruppe: fra børnehaveklasse. Varighed: ca. 60 min.


Med udgangspunkt i Holstebro Museums store legetøjsudstilling snakker vi om leg og legetøj gennem de sidste 100 år. Der lægges vægt på den store forandring, der er sket i børns leg - ikke mindst forskellen i inde– og udeleg. Omvisningen er i høj grad lagt an på samtale, og der vises eksempler på legetøj fra oldemors tid og frem.


Storilden 1733 og de andre bybrande

Aldersgruppe: fra 3. klasse. Varighed: ca. 60 min.


Den 22. juli 1733 brændte 2/3 af Holstebro ned, men det var hverken første eller sidste gang byen brændte. Hvorfor brændte byen så ofte? Hvordan slukkede man brandene, når man ikke bare kunne ringe 112? Og hvad var straffen for ildspåsættelse? Det er blot nogle af de emner, vi berører under gennemgangen af byens brande.


Industrialiseringen i Holstebro

Aldersgruppe: fra 5. klasse. Varighed: ca. 60 min.


I midten af 1700-tallet begyndte industrialiseringen på de britiske øer. 100 år senere er udviklingen nået til Danmark og Holstebro. Undervejs snakker vi om de tre helt store industrier i Holstebro: slagteriet, jernindustrien og tobakken. Efter ønske kan vi også tage fat på emner som for eksempel børnearbejde.


Ud af huset

Et museumsbesøg er ikke kun et besøg indenfor museets fire vægge. En byvandring, en tur ud til Døeshøjene eller til Tvis Kloster er gode bud på en anderledes omvisning. Turen rundt i byen eller i det omkringliggende kulturlandskab tilrettelægges i tæt samarbejde med læreren.


Praktiske aktiviteter

Smed din egen kniv
Aldersgruppe: fra 2. klasse. Varighed: ca. 2 timer.

Børnene deltager aktivt i fremstillingen af deres egen kniv. De er med til at lægge kul på essen, træder i pedalerne, så der holdes gang i ilden, varmer jernet og smeder det på ambolten. Det er en aktivitet, hvor der virkelig skal arbejdes! Der kan afhængig af lyst og evner også smedes andre ting som fx en oplukker, lyseholder eller et armbånd. Det hele foregår udendørs, så det er ikke en vinteraktivitet!


Smedningen kan blot være en lærerig begivenhed, men er også velegnet som sidste fase i et undervisningsforløb; ikke blot i faget historie, men også i fag som dansk, natur og teknik, sløjd og i tværfaglige forløb. Udgangspunktet for undervisningen kunne for eksempel være oldtidsjern, gamle håndværk eller tidlig jernindustri. Her kan der i alle tilfælde med fordel tages udgangspunkt i museets samlinger. Jeg er altid til rådighed med idéer og henvisninger - det er blot et spørgsmål om at kontakte mig.


Pris: 2 omvisningstimer á 300 kr. + materialeprisen, hvilket typisk vil give en pris på ca. 1000 kr. - priserne er eksklusiv moms.


Støbning af smykker
Aldersgruppe: fra børnehaveklasse. Varighed: ca. 2 timer.


Børnene designer deres eget smykke og laver en støbeform i polyfilla. Herefter støber vi smykket i tin for til slut at sætte en lædersnøre i, så de kan gå hjem i eget smykkedesign. Støbning er i lighed med smedning en aktivitet, som kan bruges enten som en spændende aktivitet i børnegruppen eller som den praktiske del i et undervisningsforløb. Der kan for eksempel tages udgangspunkt i en bestemt forhistorisk eller historisk periode, eller der kan fokuseres på selve støbeprocessen.


Pris: 2 omvisningstimer á 300 kr. + materialeprisen, hvilket typisk vil give en pris på ca. 1000 kr. - priserne er eksklusiv moms

Spil dig igennem en udgravning - prøv museets eget computerspil om arkæologi

Aldersgruppe: fra 4. klasse. Varighed ca. 30 min.

Jeg er arkæolog - Et strategispil om arkæologi fra bar mark til museumsmontre

Intrface

Holstebro Museum deltager i intrface, som er et samarbejde mellem gymnasiale uddannelser og museer. I intrface samarbejder lærere og museumsmedarbejdere om at udvikle fagligt relevant museumsundervisning.

Holstebro Museum er i partnerskab med Holstebro Gymnasium og HF.

Læs mere om intrface herhttp://www.intrface.dk

Spørg formidleren

Skriv og stil spørgsmål til formidler Ann Bodilsen ann.bodilsen@holstebro-museum.dk

Adresse

Holstebro Museum

Museumsvej 2B

7500 Holstebro

Telefon: 96 11 50 10

info@holstebro-museum.dk

CVR nr.: 23744866

Følg os på Facebook facebook32

Entré

Voksne: 75 kr.

Børn under 18 år: gratis.

Onsdag aften i perioden 1/10 - 31/3

gratis på Holstebro Museum.

Studiekort fra en uddannelse i Holstebro kommune samt værnepligtige ved JDR gratis adgang.

Gratis adgang for alle til Holstebro Museum på Sankt Georgs Dag d. 23. april samt på museets fødselsdag d. 22. maj.​

Åbningstider

1/7 - 31/8 

Tirsdag-søndag kl. 11.00-17.00

1/9 - 30/6
Tirsdag-fredag kl. 12.00-16.00
Weekend/helligdage kl.11.00-17.00

1/10 - 31/3
Tillige onsdag kl. 19.00-21.30

Lukket 19/12-26/12 og 31/12-2/1

Vinterferie (uge 7)
Mandag-fredag kl.12.00-16.00

Nyhedsbrev

​Modtag vort nyhedsbrev med kort nyt om stort og småt via e-mail.