|
Nyere tids samlinger Nyere Tids samling består primært af genstande fra museets geografiske ansvarsområde, dog med hovedvægt på de gamle Holstebro og Vinderup Kommuner med tilhørende landsogne. Enkelte genstande stammer fra andre dele af Danmark.
Samlingen har genstande helt tilbage fra 1600-tallet, men langt de fleste genstande er fra 1800-tallet og 1900-tallet. Emnemæssigt er hovedvægten lagt på bonde-, håndværker- og borgerkultur. Den tematiske indsamling af genstande ændrer sig imidlertid over tid. Siden midten af 1980erne har Nyere Tids indsamling primært været koncentreret omkring industrihistorie og arbejderkultur. Holstebro Museum har derfor også betydelige samlinger, der fortæller om slagterisektoren og jern- og tobaksindustri.
Med etableringen af den nye Holstebro Kommune i 2007, blev Nyere Tids geografiske ansvarsområde kraftigt udvidet, så det i dag også omfatter de tidligere kommuner Ulfborg-Vemb og Vinderup. Det betyder, at der vil komme nye indsamlingstemaer til og at samlingen derfor bliver ved med at udvikle sig.
Særlige samlinger Holstebro Museums særlige samlinger består af besættelsestidssamlingen med genstande fra 2. Verdenskrig og våbensamlingen.
Handelsbyen Holstebro Købmænd og kreaturhandlere, embedsmænd og bønder, håndværkere, arbejdere og fabrikanter – alle er de repræsenteret i Nyere Tids samling og alle bidrager de til fortællingen om handelsbyen Holstebro.
Byen Holstebro nævnes første gang i et skøde fra 1274 og derfor ved vi at byen allerede i 1200-tallet havde købstadsprivilegier. Fra gammel tid havde det være muligt at krydse Storåen her og derfor gik den nord-syd gående handelsvej fra Thy til Ribe og Husum over Holstebro. Byens beliggenhed ved åen var dermed årsag til, at Holstebro i århundreder var et knudepunkt for handel i det nordvestlige Jylland.
Vald. Birns Jernstøberi A/S Igennem fem generationer har Birn-slægten arbejdet med jernstøberi i Danmark - siden 1896 i Holstebro - hvilket begyndte i 1846, da formersvend Christian Birn fra Mecklenburg emigrerede til Jylland.
Birn-fløjen, der blev indviet i 1998, er finansieret af Vald. Birns Jernstøberi og Maskinfabrik A/S. Her fortælles jernets kulturhistorie fra den første udnyttelse af den vestjyske myremalm, kunsten at støbe jern, Holstebro Jernstøberi af 1862, formernes og modelsnedkernes arbejde i støberierne til Birns konkrete historie. Her er der også opstillet tre eksemplarer af de kendte Holstebro-motorer, som maskinfabrikant F. L. Hansen begyndte af producere i 1895.
De udstillede motorer er på 6-18 hk og stammer fra årene 1924-34. Fra 1896 leverede Birns Jernstøberi støbegodset til disse motorer. I 1932 overtog Valdemar Birn Hansens virksomhed, der blev videreført som Birns Maskinfabrik. Den lille Holmo-motor repræsenterer Birns videreudvikling af denne motortype. Markedet for petroleumsmotorer forsvandt dog i løbet af 1930erne som følge af elektricitetens udbredelse.
R. Færch’s Tobaksfabrik Indtil 1961 var Holstebro den by i Danmark, hvor procentuelt flest mennesker var beskæftiget i tobaksindustrien, ca. 1.300 ud af 18.000 indbyggere.
Tobakkens historie i Holstebro er synonym med firmaet R. Færch, grundlagt af tobakspindersvend Rasmus Færch i 1869 og siden videreført igennem fire generationer. I 1961 indgik R. Færch i fusionen, som skabte Skandinavisk Tobakskompagni, der under navnet Orlik Tobacco Company
Nyere Tids samling rummer bl.a. redskaber og genstande fra R. Færch’s gamle cigarmagerstue fra Østergade. På cigarmagerstuer som denne voksede en ganske speciel arbejderkultur frem, en af forudsætningerne for den vægt Socialdemokratiet gennem et århundrede har haft i Holstebro. I samlingen der kan fortælle om R. Færch’s Tobaksfabrik findes derfor også byens første fagforeningsfane fra 1889. Endelig råder museet over en stor samling af tobaksreklamer og tobaksemballage fra R. Færch.
Sølvsamlingen Sølvsamlingen rummer ca. 100 repræsentative arbejder for sølvsmedekunsten i Holstebro gennem 300 år. I museets sølvkammer er udstillet sølvtøj af over 20 guldsmede, der har virket i Holstebro fra 1698 og frem til i dag. Den mest berømte er Joachim Weller, guldsmed i Holstebro fra 1754-1792.
Weller er den guldsmed i Danmark der er registreret flest arbejder af, op imod 1000 stykker sølvtøj. På museet kan vi fremvise ca. 100 stykker sølvtøj af Weller fra dåbsfadet dateret til 1760 over bægre, lysestager, kaffekander og sukkerstrøbøsser til potageskeer, spiseskeer og hovedvandsæg.
Legetøjssamlingen Legetøjssamlingen består af arkitekt Hans Dissings samling af bliklegetøj, suppleret af en mindre samling legetøj skænket af overlærer Richard Krogh, Gedsted, og museets egne samlinger.
Dukkerne dækker perioden fra 1845–1960, og bliklegetøjet fra 1870-1970, med hovedvægt på tiden mellem de to verdenskrige.
Våbensamlingen Våbensamlingen rummer et bredt udsnit af våben og kan fortælle våbnenes udviklingshistorie fra 1400-tallet og helt frem til vores tid. Samlingen spænder vidt fra primitive forladevåben, der lades med sort krudt og en sten som projektil til vore dages højt specialiserede automatvåben, som f.eks. den russiske Kalashnikov AK47 og den lille israelske UZI maskinpistol. Våbensamlingen rummer derudover en righoldig samling af blankvåben som bl.a. knive, sværd og sabler.
Blandt de udstillede våben er den mest spektakulære genstand en eksperimentaludgave af en engelsk bombekaster fra 1940. Denne specielle indretning skulle monteres i bagagerummet på en bil eller bag på en lastvogn. I tilfælde af et tysk invasionsforsøg på den engelske kyst, var det meningen at bombekasteren skulle køres ud på stranden, så der kunne skydes løs på de tyske invasionsstyrker. Der eksisterer i dag kun 2 eksemplarer af denne særprægede indretning. Det andet eksemplar kan ses på Imperial War Museum i London.
Besættelsestidssamlingen Holstebro Museums samling fra besættelsestiden 1940-1945 rummer genstande som belyser dagliglivet i Vestjylland under besættelsen og modstandskampen.
Modstandskampen er belyst gennem genstande og beretninger fra både våbennedkastninger og lokale sabotageaktioner. Samlingen omfatter bl.a. faldskærmscontainere med våben og sprængstof, sabotagemidler, radiosendere og sjældne eksemplarer af de lyddæmpede specialvåben der blev anvendt ved nogle af de godt 400 stikkerlikvideringer, modstandsbevægelsen foretog i perioden 1943-45.
|